Cortisonacetat er et kort-virkende glukokortikoid. Det udøver farmakologiske virkninger ved at undertrykke inflammatoriske reaktioner og immunreaktioner og anvendes klinisk til allergiske sygdomme, autoimmune lidelser, binyrebarkinsufficiens og andre tilstande. Det kan administreres via systemiske eller lokale veje. Hyppigheden og sværhedsgraden af bivirkninger er direkte bestemt af administrationsvej, dosering og behandlingsvarighed. Kort-behandling med lav-lavdosis forårsager normalt milde bivirkninger, hvorimod lang-høj-brug af høje{8}}dosis kan udløse multi-systembivirkninger, hvoraf nogle kan være vedvarende og kræver tæt klinisk overvågning. Dette papir diskuterer systemiske bivirkninger, lokale-administration-relaterede bivirkninger, tilbagetrækningsrelaterede-reaktioner og sikkerhedsanbefalinger.
I. Bivirkninger fra flere-systemer fremkaldt af systemisk administration
1.1 Metaboliske og endokrine bivirkninger
Disse repræsenterer de mest typiske bivirkninger af glukokortikoider. Cortisonacetat inducerer fedtomfordeling og udløser Cushings syndrom, manifesteret som central fedme, måneansigt, bøffelpukkel, hudstriber og vægtøgning. Det kan hæve blodsukkeret og forårsage steroid-induceret diabetes, og glykæmisk kontrol bliver sværere hos patienter med allerede-eksisterende diabetes. Lægemidlet øger calciumudskillelsen i urinen og hæmmer calciumabsorptionen i tarmen. Ved at undertrykke osteoblastaktivitet og accelerere osteoklastproliferation fører langtidsbrug til osteoporose og i alvorlige tilfælde spontane brud på ryghvirvler og ribben. Lang-behandling til børn undertrykker vækst-hormonsekretion, hæmmer skeletudvikling og resulterer i væksthæmning.
Eksogene hormoner udøver kontinuerlig negativ feedback på hypothalamus-hypofyse-binyreaksen (HPA), hvilket fører til binyrebark atrofi og reduceret endogen kortisolsekretion.
1.2 Gastrointestinale bivirkninger
Cortisonacetat øger sekretionen af mavesyre og pepsin og forringer maveslimhinden. Det kan inducere eller forværre mave- og duodenalsår og under alvorlige omstændigheder gastrointestinal blødning eller perforation. Nogle patienter lider af udspilet mave, kvalme og øget appetit. Patienter med aktive mavesår står over for betydeligt forhøjede risici.
1.3 Kardiovaskulære bivirkninger
Langvarig behandling forårsager natrium- og vandretention, hvilket øger blodtrykket og fremkalder hypertension. Det hæver også blodlipidniveauer, fremskynder åreforkalkning og øger risikoen for koronar hjertesygdom og trombotiske hændelser. Ødem og hjertebanken kan forekomme hos visse patienter.
1.4 Forhøjet risiko for infektion på grund af immunsuppression
Da glukokortikoider undertrykker immunforsvaret, bliver kroppen mindre modstandsdygtig over for bakterier, svampe og vira. Patienter under behandling er mere modtagelige for infektioner; inflammatoriske tegn på infektion i et tidligt-stadium kan maskeres af lægemidlet, hvilket forsinker rettidig diagnose. Latent tuberkulose og svampelæsioner kan reaktiveres og spredes.
1.5 Neuropsykiatriske bivirkninger
Søvnløshed, følelsesmæssig spænding, angst og irritabilitet er almindelige. En lille undergruppe af patienter udvikler mani, hallucinationer, depression eller psykose. Risikoen er højere hos patienter med tidligere psykiatrisk historie. Kramper og adfærdsmæssige abnormiteter kan forekomme hos børn.
1.6 Okulære bivirkninger
Langvarig-systemisk administration øger det intraokulære tryk og inducerer steroid-induceret glaukom og fremskynder dannelsen af katarakt. Eksophthalmos og forværrede øjeninfektioner kan også observeres.
II. Bivirkninger relateret til lokal administration
Cortisonacetat er formuleret til øjendråber og salver til topisk brug. Lokal terapi frembringer generelt mildere bivirkninger, men langsigtet-udstrakt anvendelse kan stadig resultere i systemisk absorption.
Til topisk salve: hudatrofi, telangiektasi, pigmentforstyrrelser, hypertrichose, sekundær folliculitis, bakterie- eller svampeinfektioner. Langvarig påføring i ansigtet fører let til hormon-afhængig dermatitis.
Til øjendråber: okulær pruritus og konjunktival hyperæmi. Lang-brug kan forårsage forhøjet intraokulært tryk og posterior subkapsulær katarakt; det forværrer hornhindeskader hos patienter med hornhindesår.
III. Tilbagetrækningsreaktioner
Pludselig seponering efter kontinuerlig lang-behandling er kontraindiceret. Pludselig abstinens fremkalder abstinenssyndrom på grund af utilstrækkelig HPA--aksefunktion, der viser sig som træthed, lav-feber, myalgi, artralgi, dårlig appetit og hypotension. I kritiske tilfælde kan der opstå binyrekrise, ledsaget af chok og bevidsthedsforstyrrelse, hvilket kan være livstruende-. Nedtrapning af dosis er obligatorisk før fuldstændig seponering.
IV. Sammenfatning af medicinsikkerhed
Kortisonacetat forårsager et bredt spektrum af bivirkninger, hvoraf de fleste er dosis--- og forløbs--afhængige. Klinikere bør strengt bekræfte terapeutiske indikationer, vedtage den laveste effektive dosis og minimere behandlingsvarigheden. Patienter i langvarig-behandling har behov for regelmæssig overvågning af blodsukker, knoglemineraltæthed, intraokulært tryk og elektrolytter. Hurtig lægelig vurdering er påkrævet i tilfælde af alvorligt gastrointestinalt ubehag, vedvarende psykiatriske forstyrrelser, knoglesmerter, synstab eller andre unormale symptomer. Dosisjustering og seponering bør aldrig udføres uden lægelig rådgivning.
